1

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

2

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

3

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

4

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

5

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

6

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

8

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

9

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

10

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

11

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

12

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

13

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

14

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

15

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

16

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

17

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

18

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

19

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

20

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

21

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

22

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

23

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

24

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.