Psa 35Psa 36Psa 372Co 1.1->2Co 2.1-4Psa 35
1
HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5
de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10
alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11
Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16
for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20
Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21
de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
22
Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23
rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24
døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25
Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
26
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
Psa 36
2
Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
3
thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
4
Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
5
på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
6
HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
7
din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
8
hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
9
de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
10
thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11
Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
12
Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
13
Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
Psa 37
1
Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
2
Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.
3
Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,
4
da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.
5
Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
6
og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.
7
Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.
8
Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.
9
Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.
10
En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.
11
Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.
12
Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
13
men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
14
De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
15
men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.
16
Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
17
thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;
18
HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;
19
de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
20
Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
21
Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;
22
de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.
23
Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;
24
om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.
25
Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
26
han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
27
Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
28
thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
29
de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
30
Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;
31
sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
32
Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
33
men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.
34
Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
35
Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
36
men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.
37
Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;
38
men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.
39
De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;
40
HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
2Co 1
1->
1
Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja:
2
Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
3
Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
4
som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!
5
Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus.
6
Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast,
7
efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten.
8
Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet.
9
Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde,
10
han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os,
11
idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.
12
Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
13
Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende,
14
ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag.
15
Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange,
16
og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
17
Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
18
Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
19
Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham.
20
Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
21
Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud,
22
som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter.
23
Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
24
Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.
2Co 2
1-4
1
Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse.
2
Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig?
3
Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
4
Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.
