13

Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:

14

"Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."

15

Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.

16

Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.

17

Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,

18

for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,

19

hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,

20

hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.