Lam 3Lam 4Lam 5Joh 18.1-27Lam 3
1
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
25
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Lam 4
1
Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
2
Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk
3
Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
4
Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.
5
Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.
6
Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7
Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
8
mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
9
Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
10
Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
11
HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.
12
Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.
13
Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.
14
De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.
15
"Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
16
HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.
17
End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
18
De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
19
Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,
20
vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21
Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.
22
Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
Lam 5
1
HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
2
Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
3
Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
4
Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
5
Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
6
Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
7
Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
8
Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
9
Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
10
Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
11
De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
12
Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
13
Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
14
De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
15
Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
16
Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17
Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
18
For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
19
Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
20
Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
21
Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
22
Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende? I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Månde da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.
Joh 18
1-27
1
Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple.
2
Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple.
3
Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben.
4
Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?"
5
De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem.
6
Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt til Jorden.
7
Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde: "Jesus af Nazareth."
8
Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, så lader disse gå!"
9
for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig."
10
Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus.
11
Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"
12
Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham.
13
Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det År.
14
Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket.
15
Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gård.
16
Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind.
17
Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke."
18
Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og varmede sig.
19
Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære.
20
Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt.
21
Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt."
22
Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten således?"
23
Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?"
24
Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas.
25
Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg er ikke."
26
En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med ham?"
27
Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.
