1

Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;

2

(drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)

3

I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.

4

De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;

5

de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;

6

de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade.

7

Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud.

8

Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.

9

Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø.

10

Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne.

11

Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.

12

Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;

13

I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim?

14

Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.