Psa 21Psa 221Co 13Psa 21
2
HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
3
Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.
4
Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.
5
Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
6
Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.
7
Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.
8
Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9
Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.
10
Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
11
Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
12
Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
13
thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14
HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
Psa 22
2
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3
Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4
Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
5
På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6
de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
7
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8
alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9
"Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
10
Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11
på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12
Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13
Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14
spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15
Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
16
min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17
Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18
jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19
Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20
Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21
Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22
Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23
Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24
"I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25
Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
26
Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27
de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28
Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
29
thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
30
De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31
Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
32
de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
1Co 13
1
Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.
2
Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
3
Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.
4
Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
5
gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;
6
glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;
7
den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
8
Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå;
9
thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
10
men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
11
Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
12
Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.
13
Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.
