18

Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."

19

Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

20

Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

21

Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

22

Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"

23

Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?

24

Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."

25

Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

26

Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

27

Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

28

"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

29

Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

30

Ligeså den anden.

31

Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

32

Men til sidst døde også Hustruen.

33

Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."

34

Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

35

men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

36

Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

37

Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

38

Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."

39

Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."

40

Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

41

Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

42

David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

43

indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

44

Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

45

Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:

46

"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,

47

de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."