Psa 49Psa 50Psa 512Co 6.3->2Co 7.1-1Psa 49
2
Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
3
både høj og lav, både rig og fattig!
4
Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
5
jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
6
Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
7
de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
8
Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
9
- Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
10
og aldrig få Graven at se;
11
nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
12
deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
13
Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
14
Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
15
I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
16
Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
17
Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
18
thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
19
Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
20
han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
21
Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
Psa 50
2
Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
2
fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
3
vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
4
han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
5
"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
6
Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.
7
Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
8
Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
9
jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
10
thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
11
jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
12
Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
13
Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
14
Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
15
Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
16
Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
17
når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
18
Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
19
slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
20
Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
21
det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
22
Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
23
Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Psa 51
3
Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
4
tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
5
Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.
6
Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.
7
Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
8
Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.
9
Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
10
mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
11
skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
12
skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;
13
kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;
14
glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
15
Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.
16
Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;
17
Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
18
Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.
19
Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20
Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
21
Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.
2Co 6
3->
3
og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet;
4
men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
5
under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste,
6
ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
7
ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar;
8
ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru;
9
som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde;
10
som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
11
Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet.
12
I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter.
13
Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter!
14
Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
15
Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro?
16
Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk."
17
"Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
18
"og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige." (Kap. 7.) 1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
2Co 7
1-1
topo
